Grenaa Folketidende gennem 47 år.

Af J. A. Nielsen

Udgivet: År 1984

Pris: kr. 10,00

Forord

Efterfølgende beretning om mit liv på Grenaa Folketidende gennem 47 år blev skrevet i 1969-70, og der tænktes da ikke på, at beretningen kunne danne manuskriptet til en bog. For mange er det stadigvæk en gåde, hvorfor den 91-årige avis ikke kunne vedblive at bestå, og måske kan mine skriverier her blive led i debatten herom. Under skriverier for Nationalmuseet senere hen blev det indprentet, at det var væsentligt at få alle småtingene med, og nu er jeg glad for, at jeg skrev så meget ned dengang. Beretningen er skrevet på overskuds-brevpapir fra Grenaa Folketidende og Aarhus Amtstidende, og det var sikkert meningen, at den skulle renskrives og forbedres. Dette blev der nu aldrig tid til, og jeg vælger nu at anvende det oprindelige skriveri, hvorved jeg holder mig tæt til begivenhederne. Kun en enkelt sætning er strøget.

Bogtrykker Werner Scherer, der arbejdede nogle år på Grenaa Folketidende før lukningen og som overtog bogtrykkeriet, har længe puslet med tanken om at udgive beretningen  her, og Sparekassen for Grenaa og Omegns Fond har bevilget 10.000 kr. til hjælp til udgivelsen. Uden al denne hjælp og velvilje måtte beretningen nok blive liggende i skuffen. Smukkere anerkendelse af mine skriverier om det gamle Grenaa kan jeg ikke opnå, og jeg takker meget for den. Gennem bogen vil Grenaa Folketidende leve videre.

Grenaa, september 1984

J. A. Nielsen