
Indholdsfortegnelse:
Forord
Indledning: Aalsrode på Djursland
Lidt om Katholm ved Aage Helbo
Aalsrode, 17 gårde, ved Aage Helbo
Storbrand i Aalsrode d. 5 juni 1791 ved Aage Helbo
En Brandkatastrofe i Aalsrode d. 24. Juli 1906.
Brejdablik brændt d. 8 december 1906 ved Aage Helbo
Kejsegården nedbrændt d. 14 juli 1918 ved Aage Helbo
Matr. nr. 3a Aalsrode, Mariendal, ved Åge Helbo
Matr. nr. 6 Kastanielund + fæstere/ejere ved Inga Witt
De fynske indvandrere ved Aksel Nielsen
Aalsrode Skole ved Aksel Nielsen
Aalsrode Folkehøjskole ved Aksel Nielsen
Aalsrode Brugsforening ved Aksel Nielsen
Aalsrode Andelsmejeri ved Aksel Nielsen
Aalsrode Forsamlingshus ved Aksel Nielsen
Aalsrode Gymnastikforening ved Aksel Nielsen
Socialdemokratisk Forening for Aalsrode og omegn ved Aksel Nielsen
Aalsrode 1912-1936, Frida Harnæs, ved Bobby Berkhuijsen og Aksel Nielsen
Aalsrode Tømrerfirma ved Bobby Berkhuijsen
Ålsrode Smede- og Maskinværksted ved Bobby Berkhuijsen
Bønløkke, Christen Christensen ved Aksel Nielsen
Niels Nielsen, biografi ved Inga Witt
Eneboeren Axel Andersen ved Bobby Berkhuijsen
Isbjørnejagt på Aalsrode Strand ved Bobby Berkhuijsen
Forord
Aalsrode er en dejlig plet på Djursland otte kilometer fra Grenaa og beliggende tæt ved skov og strand. Fra Aalsrode er der tre kilometer til stranden igennem en naturskøn skov. Om sommeren er der mange, der fisker her. Man kan også bade, men stranden er stenet, og vandet bliver hurtigt dybt, så man skal være en god svømmer. Det siges, at der også er ”hestehuller”, huller, hvor vandet pludseligt bliver dybt, (og hvor nogle heste er druknet før i tiden). Stedet har også krævet menneskeliv. Den 3.8 1969 druknede tre unge mennesker under badning. Alt dette bevirker, at der aldrig er overfyldt.
Byen ligger i et ”hul” omgivet af bakker, hvilket gør den til en helhed. Mange er barnefødte på stedet, og tilflyttere falder som regel hurtigt til. Vi har en aktiv borgerforening og et godt, gammelt forsamlingshus, der bliver brugt flittigt til alle former for familiefester (fødselsdage, konfirmationer, bryllupper m.m.) samt ungdoms- og sportsfester. En årlig dilettantforestilling, hvor ”skuespillerne” her fra byen har haft ugentlige øveaftener, mangler heller ikke. Så er der en sy- og hyggeklub, en meget velbesøgt banko-aften i vinterhalvåret, høstgilder, foredrag og andet forefaldende.
Om sommeren afholdes en oprydningsdag, hvor alskens affald samles ind i store sække. Bagefter er der fælles pølsespisning i forsamlingshuset. Og så årets mest populære udflugt: en fælles cykeltur i de smukke omgivelser, hvor man kan vælge mellem ruter af forskellig længde, så at alle kan være med. Efter strabadserne slutter dagen med helstegt pattegris (skænket af en lokal griseavler). Så der er liv i forsamlingshuset, kan I tro! Vi føler os hjemme i vor by, og de fleste af os vil ikke bytte.
Bobby Berkhuijsen
------------------
Hermed foreligger den 12. udgivelse fra Det Historiske Udgiverværksted i Grenaa. Denne udgave adskiller sig fra de andre udgivelser ved, at flere er gået sammen om at skrive og indhente tekst og billeder til bogen. Med hensyn til tekstbehandling, korrekturlæsning, billedbehandling og redigering er det dog – som sædvanlig – det rutinerede makkerpar fra Udgiverværkstedet, lægesekretær Inge Larsen og Bent Kjeldsen fra Grenaa Egnsarkiv, der med fast og sikker hånd har stået for klargørelsen af manuskriptet til trykning.
Initiativet til at skrive denne bog blev taget af arkivar Børge Kjær på Grenaa Egnsarkiv. En gruppe borgere, der på en eller anden måde er tilknyttet Aalsrode, er dykket ned i nogle af byens historier, der bringes i denne bog. Det er dog kun en brøkdel af det, der eventuelt kunne fortælles, da byen er meget gammel. Efter Børge Kjærs død er redigeringen overtaget af Niels Kjeldsen fra Grenaa Bladet.
Billederne fra 2006 er taget under en byvandring i Aalsrode. De ældre billeder er lånt forskellige steder. Tak til udlånerne for de ældre billeder.
Rigtig god fornøjelse med bogen.
Udgiverudvalget